Vi mener...
“Give me the luxuries of life and I will willingly do without the necessities”
Frank Lloyd Wright
Vin er et vidt begreb som dækker over et forbrugsgode, som mennesket igennem århundreder har glædet sig over.
Igennem de seneste årtier har viden om vin og vinproduktionen udviklet sig voldsomt og for os betyder det at vi subjektivt opdeler vinene i to grupper; nemlig
- som et industrielt produkt man drikker som alternativ til mælk, sodavand og øl
- og så den for os interessante gruppe som vi gerne vil forstå ud fra en håndværksmæssig betragtning og gøre en indsats for at udbrede i den gode smags tjeneste.
Den ”industrielle vin” som begreb definerer vi som vin op til 70,- per flaske (0,75L) i udsalgspris (primo 2008). Der kan forekomme undtagelser, men med den levestandard og deraf følgende timelønninger i EU landene hvor vore vine kommer fra, vil disse undtagelser være yderst sjældne da denne levestandard ligger på linie med levestandarden i Danmark. Og hvor meget håndværk får du for under 70,- i Danmark? Undtagelserne vil derfor primært komme fra Østeuropa og oversøiske lande med lavere levestandard.
I Danmark er der en udbredt opfattelse af vin som noget fint. Denne opfattelse er historisk betinget og bygger på misforståelser fordi vi i Danmark ikke har tradition for at producere vin. Opfattelsen holdes i ave af mennesker som ikke forstår de grundlæggende tanker bag det at producere kvalitetsprodukter. Heldigvis er denne opfattelse på tilbagetog idet befolkningen bliver mere og mere kvalitetsbevidste med hensyn til fødevarer.
Vi siger ofte til vore kunder at i Danmark producerer vi svin og i Italien, Portugal og Tyskland producerer de vin. Men til forskel fra blandt andre vore udvalgte producenter er danske fødevareproducenter kun i sin spæde start med hensyn til produktkvalitet som identitet.
Alle vore producenter er stolte og bevidste om deres produkter og har en forklaring /holdning til hvorfor de producerer som de gør. Vi køber en ”Oddero vin” men ikke et ”Olsen svin”. Det er bare et anonymt kødprodukt fra et af gigantslagterierne i Danmark.
De industrielle vine op til 70,- kan være udmærkede at forbruge i en række sammenhænge og også nødvendigt ud fra en økonomisk betragtning hvis man for eksempel drikker vin hver dag. Derfor vil de vine vi har i FrankDybdahl da også være mere aktuelle til weekenderne, højtider, fester og andre særlige lejligheder for de fleste af vore kunder. De industrielle vine fører vi ikke, da supermarkederne og de store vinforhandlere i Danmark er klart bedre til at holde priserne nede på de produkter i kraft af en mere effektiv logistik.
Vore vine produceres typisk af mindre familiedrevne vingårde, som producerer i så små mængder at de ikke kan imødekomme de krav til produktionsstørrelse som forhandlerkæderne stiller. Kvaliteten på vore vinproducenter klassificeres typisk som ** ”over middel” til **** ”1. klasses, fornem og dyr” ifølge den udmærkede lille årbog Vin af Hugh Johnson, som er glimrende at have i inderlommen når man er ude at købe vin.
Vinene kan dog nemt svinge mere i kvalitet da forhold som svingende klima og produktionsindsats veksler i de forskellige årgange. Derfor smager vi vinene på forhånd inden de lægges vandret i kælderen, som har gode temperatur- og lysforhold. Ganske ulig de mange flasker som sælges i butikkerne og som udsættes for store temperatur- og lyssvingninger til gene for vinens kvalitet.
At vore vine er af en god kvalitet garanterer ikke at du får en god vinoplevelse. Som individer har vi ofte hver vor oplevelse af hvad der er godt, men ved at stå fast på hvad vi forstår ved gode vine, vil kunder som deler denne opfattelse finde vinkælderen hos FrankDybdahl som et skatkammer.
De fleste mennesker har smagspræferencer som rækker over et stort spektrum og da man ikke skal vælge den ultimative vin til opholdet på den øde ø i al fremtid, men derimod gerne vil afveksle smagsoplevelserne efter humør og anledning så håber vi med vort sortiment at kunne komme med nogle bud på gode smagsoplevelser for dig.
Den største vinoplevelse for os i DanD er helt klart Barolo fra Piemonte i Nordvestitalien. Barolo deles igen op i et par stilarter som bygger på de lokale jordbundsforhold. Vi er mest til de tanninrige og kompromisløse typer fra Monforte, Serralunga og Castiglione Falletto. Grundlaget for FrankDybdahl var en middag hvor vinen var en Oddero Barolo Mondoca di Bussia Soprana 1990. En fantastisk fornemmelse af at tygge på sine gummer der føltes belagte med fløjl, efter et voldsomt angreb fra tanninerne.
Barolo og de øvrige vine fra Piemonte kan man få en førsteklasses beskrivelse af i det æstetisk fine værk af Søren Frank – Barolo & Co. udgivet på forlaget Møntergården, hvor Søren Frank har skamrost Walter Massa som vi har eneforhandling på i Danmark. De flotte anmeldelser går for øvrigt igen i det primære opslagsværk på italienske vine – årbogen Gambera Rosso.
Vi kan bedst lide de store vinoplevelser på enkeltdruevine hvor Nebbiolo er grundlaget for Barolo og Barbaresco, Riesling for Mosel-Saar-Ruwer vine og hvor der i stigende omfang lanceres vine på kommercielt mindre kendte druer som Arneis, Muskateller og Timorasso.
Men vi fører ikke et ”frelst korstog” idet vi også fører blandingsvine (Amarone og de portugisiske vine ) som ofte giver rigtig dejlige oplevelser ikke mindst til julemiddagen og andre fedtrige måltider.
Vort valg af hvidvine er en reaktion på hvor mange hvidvine uden smag der bliver drukket i Danmark. Netop fordi mange drikker hvidvin uden smag og ofte knastørre, bliver vore vine karakteriseret som ”søde”. Vore hvidvine er ofte gæret ”helt i bund” med lavt indhold af restsukker til følge. Men fordi specielt de tyske vine gæres ved 8-10 °C, bibeholdes de florale elementer som giver en sødmefuld oplevelse af en blomstermark når man sætter glasset til næsen.
Nu består livet jo ikke kun af vin, men næsten! Derfor fører vi også chokolade fra den franske topproducent Valrhona og kaffe fra bønder som får ordentlig betaling for bønnerne. Til forskel fra vinene som vi selv importerer, får vi chokoladen og kaffen fra den officielle danske importør Chokolade-Compagniet, med blandt andre Claus Meyer ved roret.
Jeg håber at disse ord giver en fornemmelse af hvordan FrankDybdahl opfatter sin rolle indenfor vin, chokolade og kaffe. Har du behov for yderligere information, så send os en mail på bestilling@dand.dk eller ring på 61 28 28 65 for en vinsnak.
Med venlig hilsen
Frank Dybdahl